Janni Rees seneste bogudgivelse udkommer snart i en ny version. Det sker efter, at Retten i Hillerød i sidste uge besluttede at nedlægge et delvist forbud mod "Evig Diva".
Det oplyser Ekstra Bladet, ligesom April Sandbäck, presse- og marketingansvarlig i forlaget Buster Nordic, også bekræfter dette overfor HER&NU.
I stedet for at fjerne de passager om Karsten Ree - som Retten i Hillerød har besluttet ikke længere må fremgå i bogen, har forlaget valgt at overstrege de pågældende sætningerne med sort.
Nogle vil måske finde jeres valg om ikke at fjerne passagerne provokerende. Hvad tænker I om det?
- Det er fuldt ud en provokation og en protest, men vi overholder de bestemmelser, som Retten i Hillerød har pålagt os i afgørelsen, men vi demonstrerer også tydeligt, at vi ikke er enige i den, lyder det fra April Sandbäck til HER&NU.
De sorte blokke er ikke det eneste nye ved den redigerede bog, som forlaget kalder for en særudgave. Bogens cover er nemlig også blevet ændret, da Janni Ree har fået et stykke gaffatape for munden, ligesom der står "censureret udgave" på forsiden.
- Overvejelserne bag den her særudgave, hvor Janni Ree har tape på munden på forsidebilledet, og det fremgår, at det er en censureret udgave, er, at vi ikke er enige med Fogedretten i Hillerøds afgørelse den 12. marts, siger April Sandbäck.
Forlaget Buster Nordic og Janni Ree har kæret afgørelsen til landsretten.
Annonse
HER&NU har adspurgt Sune Aagaard, som er Karsten Rees talsmand, hvordan sidstnævnte forholder sit til Buster Nordics valg om ikke at fjerne tekstpassagerne om ham, men blot overstrege dem med sort.
Ifølge Sune Aagaard har de ingen kommentarer til sagen.
Efter Janni Ree fik forbud mod "yderligere udgivelse eller på anden måde offentliggørelse af visse nærmere angivne dele af bogen", har hun været i gang med at skrive et nyt kapitel til særudgaven.
- Det er et højaktuel emne, men mere vil jeg ikke fortælle om kapitlet, lyder det fra April Sandbäck, som også fortæller, at forlaget har valgt at medbringe et helt nyt forord til bogen.
"Buster Nordic har valgt at udgive denne særlige censurerede udgave af ”Evig diva” – ikke blot som en tilpasning til den midlertidige retsafgørelse, men også som en klar protest imod det forbud, der blev nedlagt i retten i Hillerød onsdag den 12. marts 2025", står der blandt andet i det nye forord.