Didde-Mie Lykke From: ”Jeg har lært, at mental sundhed er altafgørende”
Som professionel danser lever Didde-Mie Lykke From af sin krop, og derfor
er hendes sundhed yderst vigtig for hende. Men efter et sygdomsforløb har
hun skullet lære at finde sig til rette i en krop, der har forandret sig – og det
har dansen og et øget fokus på mental sundhed hjulpet hende med.
Sundhed for mig betyder, at jeg er i
godt humør og føler mig godt tilpas i
min krop.
Min første tanke om sundhed
er ikke nødvendigvis den fysiske, for
jeg har lært, at mental sundhed er
altafgørende. Når jeg er glad og føler
mig godt tilpas, får min krop automatisk
mere energi til at gøre det fysiske, der
kræves af den.
Jeg sørger altid for både at styrke- og smidighedstræne for at holde mig
sund og passe på mig selv. Det gør jeg
mest ved reformertræning, da det også
er supergodt for skader. Ellers prøver jeg
at få en masse søvn og spise alle mine
måltider, da jeg har nogle lange fysiske
dage, der kræver en masse energi.
Min krop er det vigtigste redskab i mit
arbejde, så det er afgørende, at den
fungerer. For hvad er min backup, hvis
min sundhed og krop ikke følger med?
Jeg lever lidt i min egen boble, så det
er vigtigt for min mentale sundhed at
kunne koble af. Så snart jeg er færdig
med mit arbejde, tager jeg hjem i min
lille boble igen og går ture eller ser serier.
Jeg fokuserer meget på, at det er okay
at tage tid for sig selv, for på den måde
passer jeg bedst på mit helbred. Når man
er sådan en overtænker som mig, kan
man hurtigt bruge lidt for meget energi
på at være omkring mange mennesker.
Didde-Mie har danset for stjerner
som Dua Lipa, Robbie Williams,
Ed Sheeran og Pink
Når jeg er allermest presset fysisk og
psykisk, så hjælper det mig at minde
mig selv om, at dansen er noget, som
jeg elsker, og som jeg har drømt om at
leve af hele mit liv. Det hjælper også at
tage én ting ad gangen og kun fokusere
på det allervigtigste.
I en periode, hvor
jeg havde det sværere, lærte jeg, at jeg
skal hyperfokusere på mine fem sanser
– hvad ser, hører, smager, dufter og
mærker jeg i min krop? Så finder jeg
konkret tilbage til mine følelser, og det
hjalp mig rigtig meget, når jeg følte, at
det var ved at kamme over.
De sidste par år har været forbundet
med at tage mig mere af mig selv og prøve at finde ud af, hvordan jeg kan få
det allerbedst i min krop. For halvandet
år siden gik jeg igennem et sygdomsforløb, som har gjort, at jeg er blevet ti kilo
mindre.
Jeg bruger næsten hver dag på
at acceptere, at min krop ser anderledes
ud, og jeg skal lære at føle mig kvindelig
i en krop, som måske ikke har de typiske
kvindelige former længere.
Annonse
Det er også
klart, at jeg er mere opmærksom på min
fysik, når jeg er i en branche, som bygger
på min krop. Det er min krop, der er i
fokus og bliver vurderet, når jeg danser.
Så når der sker store ændringer ved ens
krop, er det lidt ligesom, at ens bil kører
anderledes, og det skal man helt sikkert
vænne sig til.
Efter de fysiske ændringer har jeg taget mig meget af mit mentale
helbred og fokuseret på, hvad jeg kan
ændre for at få det bedre med min krop.
Jeg har lært, at jeg har det allerbedst
i min krop, når jeg går i stort, oversized
tøj, for så skal jeg ikke tage stilling til,
hvad der sker indenunder. Det er den
ydre bevægelse, der betyder noget for
mig, og jeg føler mig bedre tilpas, når
jeg er dækket mere til.
Jeg har det også
rigtig godt i min krop efter et par timers
dans, hvor jeg er kogende indeni, og hvor
jeg kan mærke, at kroppen arbejder. Så
ved jeg, at jeg har gjort noget, som jeg
virkelig elsker, og dér føler jeg mig altid
godt tilpas.
Didde-Mie Lykke From
Professionel danser og koreograf.
Hun fik sit første professionelle job som 14-årig og har siden
koreograferet store shows og
turnéer for kendte kunstnere.
Hun har danset for stjerner
som Dua Lipa, Robbie Williams,
Ed Sheeran og Pink.
Hun er 24 år
gammel og danner par med
sangeren Malte Ebert.
Er aktuel
i programmet ”Girls of
Copenhagen” på Prime Video.